Borgerservice åbner så småt tirsdag den 9. juni

Borgerservice genåbner i morgen, tirsdag

08.06.20
Borgerservice genåbner tirsdag den 9. juni kl. 10.00. For at blive betjent skal du bestille tid, før du møder op

Hidtil har Borgerservice kørt med nødberedskab, hvor kun de allermest presserende henvendelser er blevet håndteret.

Men nu åbner Borgerservice for alle som led i regeringens gradvise genåbning af Danmark.

Fokus på sikkerheden - afstand og tidsbestilling

Ligesom alle andre steder skal vi holde afstand, så der vil ikke være plads til ret mange ad gangen i Borgerservice.

For at undgå at folk kommer til at stå i kø og vente udenfor i al slags vejr, indføres der krav om tidsbestilling ved alle ærinder i Borgerservice. Man kan altså ikke længere bare komme ind fra gaden og blive betjent, når Borgerservice genåbner tirsdag.

Almindelige åbningstider

Borgerservice har åbent til normal tid - både i Nykøbing og i de decentrale borgerservicecentre. Dog vil Nørre Alslev videobaserede Borgerservice ikke have åbent, da denne ikke er bemandet og der derfor ikke kan sikres den nødvendig hygiejne efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Sådan bestiller du tid

Uanset hvilket ærinde du har i Borgerservice, skal du bestille tid. Du bestiller tid telefonisk på 5473 1000 i kommunens telefontid:

  • Mandag-onsdag kl. 9.00-15.00
  • Torsdag kl. 9.00-17.00
  • Fredag kl. 8.00-13.00.

Der åbnes for tidsbestilling tirsdag den 9. juni, kl. 9.00.

”Vi betjener telefonerne så hurtigt vi kan, men specielt her i starten kan der være risiko for ventetid, når man ringer for at få en tid. Jeg vil derfor anbefale, at man overvejer at udsætte knap så nødvendige ærinder nogle dage,” siger leder af Bibliotek & Borgerservice Charlotte Møller.