Danmarks nye klimasang

Danmarks nye klimasang er fundet

23.05.23
Danmarks Biblioteksforening udskrev i foråret 2023 en konkurrence, hvor alle kunne komme med deres bud på Danmarks nye Klimasang, og over 100 sange er blevet indsendt. Nu er vinderen fundet!

Klimakampen handler om at tænke ud af boksen. Det udtrykker vinderen af Danmarks nye Klimasang i den grad også. Både musikalsk og tekstmæssigt udstråler den håb på en vedkommende og helt moderne vis, som vil blive stående i mange år fremover, både når vi samles og synger sammen og når vi tænker på at skabe en bedre verden.


Det regner med muligheder

Danmarks nye Klimasang er "Det regner med muligheder".
Tekst af Jonas Dueholm, musik af Ida Wenøe og Jonas Dueholm.
På www.klimasang.dk, kan du hente tekst og noder til fri brug.

”Det kræver noget særligt at løse klimakrisen og det kræver også noget helt særligt af vores opmærksomhed at synge Danmarks nye Klimasang. Det regner med muligheder i denne nye klimasang, og den skaber en følelse som spirer og gror i én, når man synger denne sang som fællessang” siger direktør i Danmarks Biblioteksforening Michel Steen-Hansen, som ser frem til at høre sangen blive sunget og spillet rundt omkring.

Med god hjælp fra de danske biblioteker bliver sangen nemlig netop nu spredt over hele landet, og den er blandt andet valgt til optagelse i næste udgave af efterskolesangbogen, som udkommer denne sommer.