Fra mandag den 25. maj får lånerne igen adgang til bogreolerne
Fra mandag den 25. maj får lånerne igen adgang til bogreolerne
Fra mandag den 25. maj får lånerne igen adgang til bogreolerne

Flere lånere ad gangen fra på mandag

22.05.20
Fra mandag den 25. maj lukker vi på Guldborgsund-bibliotekerne flere lånere ind ad gangen

Vi har nu haft åbent på alle vores biblioteker en lille uges tid til stor glæde for både os og jer lånerne.

Siden biblioteket åbnede op for reservering af materialer på hjemmeside og i app’en er der blevet foretaget over 1300 reservationer og på den første åbningsdag gennemførte biblioteket knapt 500 ekspeditioner.

På mandag åbner vi mere op

Den første uge åbnede vi på biblioteket forsigtigt op og lukkede kun en låner ind ad gangen med udlevering af materialer af personalet. Man kan derfor forestille sig, at der vil være stor glæde at spore blandt bibliotekets mange lånere, når vi nu lukker yderligere op.

Fra på mandag den 25. maj får lånerne nemlig mulighed for selv at bevæge sig rundt blandt reolerne og finde bøgerne på hylderne.

Flere lånere ad gangen

Derudover åbnes der op for, at der kan være endnu flere lånere på biblioteket ad gangen.

”Vi har fået et bedre overblik over, hvor mange lånere det er ansvarligt at lukke ind på biblioteket ad gangen og derfor er vi nu allerede klar til at tage genåbningen et skridt videre”, fortæller assisterende leder af Bibliotek & Borgerservice Sonja Christina Rasmussen.

Antallet er udregnet efter sundhedsstyrelsens regelsæt og der vil blive holdt godt øje med, hvor mange der befinder sig i biblioteksrummet ad gangen.

Fortsat kun aflevering og udlån med undtagelse af avislæsere

Fra den 17. juni vil det være muligt at læse avisen på bibliotekerne, så længe man følger retningslinjerne. Udover at læse aviser, så vil det ud fra regeringens retningslinjer dog fortsat udelukkende være muligt at aflevere og låne materialer. Det betyder, at lånerne fortsat må væbne sig med tålmodighed, da det endnu ikke er mulighed for at opholde sig eller bruge pc’erne.

Servicen åbent bibliotek er ligeledes forsat lukket og brugerne kan derfor endnu ikke selv lukke sig ind på biblioteket. 

Adgang til børnebiblioteket

Der bliver til gengæld adgang til børnebiblioteket på Hovedbiblioteket i den betjente åbningstid, men også her må vores små brugere fortsat vente med at boltre sig i legetøjet og hygge med spil og højtlæsning, da der kun vil være adgang til udlån af materialer.

Til gengæld vil der være rig mulighed for at finde nyt, skønt læsestof til frilæsningen og hyggelæsningen til at låne med hjem og måske lige nuppe en film eller to med, som familien kan samles om i sofaen derhjemme.

Aflever bøger inden udgangen af maj 

Har du fortsat materialer derhjemme, der skulle have været afleveret under nedlukningen, så husk at aflevere dem inden udgangen af maj måned - så får du nemlig ikke gebyrer på dem.

Fra mandag den 25. maj vil du desuden kunne aflevere materialer uden for betjeningstiden på Hovedbiblioteket via brevsprækken. Dog vil man så ikke modtage en kvittering ved aflevering.