Projektet "Det Åbne Værk" er i fuld gang på Hovedbiblioteket
Projektet "Det Åbne Værk" er i fuld gang på Hovedbiblioteket

Her må du skrive i bøgerne

14.06.19
Biblioteket deltager i projektet "Det Åbne Værk", hvor man rent faktisk må skrive i bøgerne

”Skrive i bøgerne?! Det gør man da ikke!” Jo, lige præcis i dette enkeltstående tilfælde må man gerne skrive i bøgerne og biblioteket opfordrer ligefrem til, at du gør det.

Det Åbne Værk

Vi er nemlig med i projektet ”Det Åbne Værk”, der kort fortalt går ud på at grifle alle dine overvejelser og tanker ned i romanen ”Hungerhjerte”, når du læser den.

Fem biblioteker deltager i projektet og er hver især blevet tildelt 20 eksemplarer af Karen Fastrups roman, som der altså frit kan noteres i.

Spændende projekt

”Vi synes, at det er et super spændende projekt og vi er spændte på, hvad vores lånere skriver i bøgerne og om de rent faktisk tør – det plejer jo ikke ligefrem at være noget, man må,” siger bibliotekar Dorte Tissot, der er en af de lokale tovholdere på projektet.

Mange af de 20 bøger er allerede udlånt og der er da også allerede skrevet et par enkelte kommentarer i de bøger, der står tilbage i udstillingen på Hovedbiblioteket.

Deltag indtil december

Har du fået lyst til at deltage i projektet, så kig forbi og lån et eksemplar af romanen. Bøgerne vil være til rådighed frem til december, hvor de efterfølgende indgår i en samlet udstilling med samtlige hundrede bøger.

Du kan opleve den samlede udstilling og deltage i et forfatterbesøg af kvinden bag bogen, når Hovedbiblioteket får ”Det Åbne Værk” tilbage i marts 2020.