Forfatter Jonas T. Bengtsson kommer til Nykøbing i forbindelse med læse- og skrivekampagnen Hvem er Danmark?
Forfatter Jonas T. Bengtsson kommer til Nykøbing i forbindelse med læse- og skrivekampagnen Hvem er Danmark?

Kendt forfatter indtager Nykøbing

17.01.19
Forfatter Jonas T. Bengtsson skal skrive om Nykøbing

Inden længe drager forfatter Jonas T. Bengtsson ligesom 19 andre forfattere ud for at opdage nye byer, finde inspiration og skrive ny litteratur om Danmark.

Dansk Forfatterforening indleder nemlig så småt sin nationale læse- og skrive kampagne Hvem er Danmark? og har netop offentliggjort, hvilke forfattere der indtager de tyve forskellige byer, der er med i projektet.

Det bliver den prisvindende forfatter Jonas T. Bengtsson, der blandt andet er kendt for romanerne ”Aminas breve” og ”Submarino”, der begge er filmatiserede og den stærke roman ”Sus” fra 2017, som kommer til Nykøbing i uge 12.

Tekst om lokalområdet

Forfatteren skal i løbet af den uge, han opholder sig i byen, møde de lokale borgere og opdage og opleve byen for til sidst at skrive en tekst om lokalområdet. Teksten bliver til sommer trykt i lokalavisen, og efter sommer vender Jonas T. Bengtsson igen tilbage til Nykøbing, når vi byder på et spændende arrangement med forfatteren.

”Vi glæder os rigtig meget til at være med i kampagnen Hvem er Danmark? og til at få besøg af forfatteren Jonas T. Bengtsson. Han er som bekendt en forfatter, der forstår at skildre de liv, der leves i de hårdeste og mest udsatte miljøer, men dog altid med et fokus på den menneskelighed, der bor i os alle og det bliver spændende at læse hans skildring af vores lokalområde, siger bibliotekar Nicolai Gren Hagelskjær, der er en af de lokale tovholdere på kampagnen. 

De 20 udvalgte danske forfattere vil på deres færd gå i nysgerrig dialog med lokalsamfundet for at få området helt ind under huden, når de hver især skal skrive deres tekst. Tilsammen danner de 20 nye fortællinger et litterært Danmarkskort.

En uges indblik

Forfatterne opholder sig i byerne i en uge, hvor de går ture med de lokale borgere og møder byen i øjenhøjde. Med udgangspunkt i deres samtaler og oplevelser skriver de en tekst, som efterfølgende bliver offentliggjort i lokalavisen.

Teksten danner baggrund for en skrive-workshop, forfatteren afholder for en eller flere lokale skoleklasser, og for et debatarrangement på det lokale bibliotek, hvor alle byens borgere er velkomne til at møde op og diskutere det spejl, litteraturen holder op for deres by.

Der er altså tale om en række læse- og skrivetiltag, der engagerer lokale aktører og målgrupper.

Det litterære danmarkskort bliver tilgængeligt online, og i samarbejde med DR bliver der produceret en række podcasts over teksterne. Hele indsatsen kulminerer på Bogforum 2019 med en sceneevent.

Over 500 skoleelever får forfatter-workshop

Nordea-Fonden har støttet Hvem er Danmark? med 2.3 millioner – et historisk stort støttebeløb for Dansk Forfatterforening.

Det betyder blandt andet, at over 500 skoleelever fordelt over hele landet nu får mulighed for at deltage i en skriveworkshop, hvor etablerede og anerkendte forfattere underviser. Eleverne får også en chance for selv at skrive en tekst og deltage i en national skrivekonkurrence.

”Den litterære lystlæsning er et kulturelt og menneskeligt gode, som vi i forfatterforeningen gerne vil være med til at udbrede til hele befolkningen. Hvem er Danmark? er på én gang så stort anlagt og så konkret, at jeg sikker på, at det for alvor vil kunne batte noget i forhold til at løfte læseglæden i hele landet. Og det er vigtigt. Uden aktiv føling med den stille fordybelse og det åbne erfaringsrum, som litteraturen kan tilbyde, bliver vi en fattig kultur”, siger Morten Visby, Formand fra Dansk Forfatterforening.

Læseløft til hele landet

Dansk Forfatterforening håber med en geografisk bred indsats at give et læseløft til hele landet. Læsningen er mere end nogensinde under pres, og det er nu, der skal sættes kræfter ind, for at sikre morgendagens læsere og forfattere.

”Flere skal opleve glæden ved at skrive og læse – og nyde godt af de nære, sociale fællesskaber, som litteratur kan skabe. Selvom vi er en lille, kompakt nation, kan Danmark stadigvæk byde på mange lokale og regionale forskelle. Denne mangfoldighed er en styrke, som Forfatterforeningen også bidrager til at synliggøre, dyrke og værdsætte”, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Du kan følge med i kampagnen på hvemerdanmark.dk og løbende her på hjemmesiden, hvor datoen for debatarrangementet efter sommer også vil blive offentliggjort, så snart datoen ligger fast.

Materialer
Reservér
  • Bog

Sus : roman

Af Jonas T. Bengtsson (2017)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Aminas breve

Af Jonas T. Bengtsson (2017)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Et eventyr : roman

Af Jonas T. Bengtsson (2011)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Submarino : en roman

Af Jonas T. Bengtsson (2007)
Læs mere