"Sundflækkerne" fra SUNDskolerne er kåret til Region Sjællands klogeste 6.klasse

13.01.23
Stort tillykke til 6A fra SUNDskolen, der i går vandt de regionale runder i bibliotekernes læse- og vidensquiz ”Smart-Parat-Svar”, der blev afholdt i Holbæk.

De indledende runder blev afholdt på Hovedbiblioteket i Nykøbing i december, hvor kommunens 6. klasser dystede mod hinanden. Vinderholdet blev altså SUNDskolens 6A, som kalder sig ”Sundflækkerne”, og i går sejrede de så igen, hvor de svarede rigtigt på 19 ud af 21 spørgsmål.

”Sundflækkerne” går nu videre til landsfinalen, der styres fra Aalborg den 1. februar, hvor skolerne er med online. SUNDskolen skal dyste mod 8 andre 6. klasser fra hhv. Rønne, Thisted, Fredericia, Tårnby, Hvidovre, Skive, Horsens og Ærø.

Vi ønsker held & lykke med finalen.

Har du lyst til at se slagets gang fra landsfinalen hjemme fra stuen, kan det også lade sig gøre, idet det hele bliver streamet og kan ses på hjemmesiden smartparatsvar.dk onsdag den 1. februar kl. 12.30.