Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen samt Hans Øllgaard ved ordinationen den 28. april 1948. Det Kgl. Biblioteks Billedsamling.

Vi fejrer 75-års jubilæum for kvindelige præster

28.04.23
I dag er det 75 år siden at verden fik sin første kvindelige præst, Johanne Andersen fra Falster. Ordinationen var tæt på at splitte Folkekirken.

Tre kvinder i lange, sorte kjoler og hvide pibekraver står i gården ved siden af Skt. Knuds Kirke i Odense. De kniber øjnene sammen mod den lyse forårshimmel og kigger mod den fremmødte presse. Det er en særlig dag. Ikke kun fordi de tre kvinder i dag har fået fuld adgang til det erhverv, de altid har ønsket sig at virke i. Men også fordi der med i dag er skrevet danmarkshistorie.

De tre kvinder er netop blevet ordineret som præster, og for første gang er det nu muligt for kvinder at blive ansat som præster i den danske folkekirke. En af de tre kvinder er Johanne Andersen fra Falster. Kun halvanden måned tidligere er hun blevet kaldt til præst ved valgmenigheden i Nørre Ørslev, og med ordinationen har hun nu fået kirkens formelle godkendelse af sit virke. Det gør hende til den allerførste kvindelige folkekirkepræst i Danmark – og i verden.

Ordinationen af de første kvindelige præster, Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen, den 28. april 1948 var en festlig begivenhed. Omkring 2000 mennesker var mødt op for at overvære ceremonien, og de danske medier sørgede for at dokumentere den historiske milepæl, som nu var nået. De tre aspirerende præster gik i procession ind i den stuvende fulde kirke, ledet af biskoppen over Fyns Stift, Hans Øllgaard, og fulgt af næsten 70 mandlige præster.

Fra prædikestolen talte biskoppen om kvinderne, der påskemorgen fandt Jesu grav tom og mødte englen, som bød dem gå ud og fortælle hans disciple, at han var opstanden. Hermed fremførte Øllgaard en af de bibelske passager, som i de foregående år var blevet brugt til at argumentere for, at det teologisk set godt kunne forsvares at give kvinder adgang til at blive præster i folkekirken. For netop den sag havde der ikke hersket enighed om de foregående årtier. Læs hele fortællingen her.

Er din nysgerrighed blevet vakt, så kan du også tage med til foredraget: Et sus af skørter den 10. maj på Hovedbiblioteket. Her fortæller forfatter og journalist Pia Fris Laneth om den uforsonlige køns- og kirkepolitiske strid, som gik forud for en af kirkehistoriens største begivenheder, og om de kvinder og mænd som ændrede synet på, hvem der må forvalte kristendommens sakramenter: Dåb og nadver. Læs mere og book billet.

Tak til Cecilie Bønnelycke og Museum Lolland-Falster for lån af tekst.