Lektørudtalelse

Forfatter: Line Hoffgaard

Kort om bogen

En medrivende historie fortalt henover 40 år om to brødre, der vælger hver deres vej i livet. Anbefales til alle, der holder af en stærk læseoplevelse og ikke er bange for at fælde en tåre eller to. Romanen egner sig også godt til læsekredse

Beskrivelse

Roman om to brødre, der vælger hver deres vej i livet. Helge og Claus bor på en landejendom med deres far efter morens død i slut 1960'erne. Helge er den rebelske storebror, der går sine egne veje og Claus den pligtopfyldende lillebror, som hjælper til med landbruget. Efter en brandstiftelse på en naboejendom, mistænker alle Helge. Det får Helge til at stikke af fra det hele. Hen over 40 år følger man de to brødre: Claus, som opbygger en stor svinebesætning, stifter familie og lever et kristent liv og Helge, som lever en forhutlet tilværelse præget af kriminalitet og misbrug. Romanen skildrer de to brødres liv parallelt ved at skifte mellem dem i hvert andet afsnit. Christian Dalsgaard har skrevet tre romaner, senest Tolk

Vurdering

Medrivende skildring af barndommens drengeunivers og familierelationer. Romanen giver samtidig et tidsbillede af især 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne. En stærk læseoplevelse, som er svær at ryste af sig

Andre bøger om samme emne

Dalsgaards stil og temaet omkring de svære familierelationer leder tankerne hen på forfattere som Lisbeth Brun, Erling Jepsen og Ida Jessen