Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Elkjær Smedebøl

Kort om bogen

På Østre skole trives børnene og de magiske dyr i miss Cornfields klasse. Da skoleinspektøren beder dem om at deltage i en konkurrence, går de glade i gang - indtil der sker noget forfærdeligt. Oplæsning fra 7 år, selvlæsning fra 10 år

Beskrivelse

I dette 9. bind af serien "Skolen med magiske dyr" gør miss Cornfields klasse sig klar til at deltage i en konkurrence som går ud på at lave en opfindelse. Inspektøren vil gerne have at de vinder, og børnene bliver hurtigt enige om hvad de vil bygge. Alle hjælper til - både børn og dyr, men undervejs sker der noget forfærdeligt. Mens det ser værst ud bliver der dog tid til at endnu et heldig barn får sit helt eget magiske dyr - og de to kommer til at spille en vigtig rolle, i løsningen af situationen

Vurdering

Alt er som det plejer i serien - alle børn og dyr præsenteres, Mortimer Morrison efterlader en besked på miss Cornfields telefonsvarer og tager på jagt efter magiske dyr. Opsætning, længde og layout ligner også. Fans af serien vil være godt underholdt. Bogen kan også læses uden at have læst de tidligere bind i serien, hvis man støtter sig til persongalleriet i starten af bogen. En udmærket bog for dem, der kan lide hverdag med lidt magi og spænding

Andre bøger om samme emne

I Stjernevenner - spejlmagi kan man læse om børn med magiske evner, som deres dyr - stjernevennerne - lærer dem at styre. I Animal heroes - falkevinge kan man læse om børn med magiske dyreevner som danner en superheltegruppe