Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Følg med denne skrækindjagende thriller fra 1700-tallets Stockholm rundt i usle og ondsindede hjørner af både menneskelivet og byen. Et skamferet lig bjærges i land og bliver katalysator for et dystert opklaringsarbejde. Uegnet for sarte sjæle

Beskrivelse

Stockholm, isvinteren 1793. Et lig uden lemmer og frygteligt skamferet hives op af en stinkende sø og sætter gang i en efterforskning, der lægges i hænderne på et umage par. Den erfarne anklager Cecil Winge påtager sig som sin sidste opgave - han er stærkt afkræftet af tuberkulose - at finde frem til den dødes identitet, og som hjælper vælger han den enorme, enarmede soldat Mickel Cardell. Opklaringsarbejdet bringer dem rundt i et depraveret, ondt og dystert Stockholm, hvor man både blandt rakkerpak og magtens mænd møder umenneskelighed og rædsel. Romanen fortælles i fire dele, som hver for sig giver en ny vinkel. Svensk debut, som har modtaget flere priser og er solgt til 30 lande

Vurdering

En begavet og uhyre spændende thriller i historiske kulisser - bestemt ikke er for sarte sjæle. En troværdig og uhyggelig skildring af en by, der holdes i et stramt og korrupt greb af frygt for revolutionen, og hvor mennesker i social afmagt må give sig djævlen i vold. Under den dystre og sorte skildring af menneskelige relationer viser der sig heldigvis også venskab, kærlighed og mod. Flot komponeret og fortalt i et flydende sprog

Andre bøger om samme emne

Inspiration til dem der gyste over fx Rosens navn og Den våde fisk