Lektørudtalelse

Forfatter: Dorthe Grønbæk

Kort om bogen

Noa skal besøge et dinosaurmuseum, og han elsker dinosaurer. Bliv sammen med ham klogere på hvordan de store dyr levede, hvordan de så ud og hvad de spiste. Billedbog fra 3 år

Beskrivelse

Noa skal med sine forældre på museum og lære noget om dinosaurerne. På museet er der udstillinger, som viser hvordan forskere har fundet frem til deres viden. Bogen har et længere afsnit med fakta, hvor udvalgte arter beskrives med deres særlige egenskaber. Fx diplodocus og brachiosaurus, som begge var langhalse og stegosaurus, som havde en hale med pigge. Der er også et afsnit med opgaver til læseren fx tegninger, hvor pigge og horn skal lokaliseres på dinosaurerne, og billeder, hvor læseren skal genfinde særlige egenskaber. I bogens sidste del får Noa besøg af sine venner, og de skal dinohygge. I samme serie har Lisbeth Slegers også lavet Min bog om kroppen og Min bog om årstiderne

Vurdering

En fin historie om Noa, der bliver klogere på et emne. Det fungerer godt til de lidt yngre læsere med Noa som omdrejningspunkt i historien og de faktuelle oplysninger ind i mellem. Flotte farverige og søde illustrationer. Bogen er lidt mere omfattende end de andre historier om Noa, og kan derfor læses ad flere omgange

Andre bøger om samme emne

 Dinosaurbanden - ægget er også en velfortalt historie med fakta om dinosaurerne. I Stegosaurus forestiller en lille dreng sig, hvordan man kunne være venner med en dino, hvis de stadig levede