Portræt af Caspar Eric

Litterær sportssommer - Atletik med Caspar Eric

Af apsn
26.07.21
Caspar Eric har skrevet en tekst om atletik.

Caspar Eric tænder den olympiske ild med en helt ny tekst om sit forhold til atletik, atleter og deres gudestatus til vores stafet Den litterære sportssommer

Glostrup Bibliotek har valgt Caspar Eric til at skrive årets atletiktekst, på grund af Erics forhold til sporten på både godt og ondt. De store sportsbegivenheder giver os anledning til at kigge på vores måde at forgude de overmenneskelige atleter og deres kroppe. 

OL i Tokyo begyndte i fredags og på lørdag den 30. juli starter atletik-disciplinerne.

Nye tider, nye guder

Carl Lewis var den første

gud jeg fik

i gave af de ældre

på fritidshjemmet:

Den ranke torso

hans arme der bare

trak gennem luften

håndfladerne som knive

benenes monotone

banken mod gummiet

igen og igen

og uden at tabe

farten det mindste

i ræset mod stregen.

Vi øvede i gården

ovre på skolen

og selvfølgelig kunne min krops

haltende væsen

som en anden Hefaistos

aldrig vinde,

Så jeg begyndte at løbe langt

til idrætsdagene;

fandt en disciplin

der modtog det stædige

og trodsige i mig

lige indtil

at alle selvfølgelig

en dag kunne løbe langt.

Og så var det op

på tilskuerrækkerne

med mig og heppe

med mig og nørde

tider og rekorder

og vindforhold

mens kroppens maskiner

bankede derudaf

i kamp mod uret

i kamp mod sig selv

i kamp mod fysikken

og fysikkens grænser.

Sarah Ahmed har engang sagt

at det er godt at løbe

hovedet mod muren

om ikke andet

for at vi kan se

at murene findes.

Ligesom at vi nu

kan se at de grænser

altid har kaldt naturlige

blotter noget vi har aftalt

som regler i sport

og regler for kroppe;

At transkvinder udelukkes

fra løb og atletik

fordi deres hormonniveauer

er alt for høje.

Ligesom at Oscar Pistorius

i lang tid måtte kæmpe

for retten til at løbe

på sine cyborgben.

Men undskyld mig,

hvad fanden er forskellen

på det i forvejen unaturlige

ved atletens krop

i forhold til min

og så transkvindekroppen.

Det er begge kroppe

modtaget ved fødslen

det er begge kroppe

der er født til storhed.

Jeg vil have nye guder

jeg vil have nye idoler

direkte gennem skærmen

og ind under huden.

Tiden må sgu da være inde

er tiden ikke inde.

Er tiden ikke det

vi løber imod

og bruger til at baske os

igennem historien

og bruger til at vise

hvor langt vi er kommet;

en knytnæve på en skammel

et flag om en hals.

Der er ingen der ankommer

til startblokken alene

og ingen krop

der kun er naturens;

hvilket var lige præcis

hvad jeg elskede ved Carl Lewis:

at det overnaturlige

også var menneskets.

 

Caspar Eric, juli 2021

Fotograf: Klara Løkke

Omtale i P1

Hør Kulturen på P1 omtale "Nye tider, nye guder" i deres indslag fra den 3. august her. Selve indslaget kommer ca. 51 minutter inde i programmet, men starter med en snak om emnet transkønnet sportsudøvere.

Den litterære sportssommer er et samarbejde mellem 6 danske biblioteker der i ugerne 26-31 sætter fokus på sport med litterære vinkler; Herlev, Assens, Guldborgssund, Egedal, Glostrup og Albertslund.