Fredagsanbefalingen

Daniel anbefaler "Factfulness"

Er verden faktisk et bedre sted, end vi tror?

Af dmja

Daniel anbefaler “Factfulness: 10 grunde til at vi misforstår verden - og hvorfor den er bedre end vi tror" af Hans Rosling.

  1. Hvad inspirerede dig til at læse bogen?

    Jeg var til et foredrag om megatrends og forskelle mellem generationer, hvor foredragsholderen nævnte bogen som en anbefaling. Undertitlen vakte også min nysgerrighed: Hvor meget misforstår jeg egentlig selv verden? Og er verden faktisk et bedre sted, end vi tror?
  2. Hvad kunne du specielt godt lide ved bogen?

    Bogen er bygget op, så hvert kapitel indledes med en anekdote fra Hans Roslings eget liv. Det giver luft i læsningen og sætter emnet i perspektiv. Rosling kan være både provokerende og lidt bedrevidende – men med et glimt i øjet. Og som man kommer gennem bogen, bliver det tydeligt, at han også selv har måttet lære at se verden mere nuanceret. Hvert kapitel afsluttes desuden med en kort opsummering af de vigtigste pointer.
  3. Hvad lærte du af at læse bogen?

    Jeg har fået 10 “linser”, som hjælper mig med at være mere kritisk og nysgerrig på, hvordan verden ser ud. En af dem er “gap-instinktet” – vores tendens til at se ting i sort/hvide modsætninger. Hvis nogle er rige, må andre være fattige. Men deler vi verden op i indkomstgrupper, viser billedet sig at være langt mere nuanceret.
  4. Hvorfor anbefaler du netop denne bog?

    Efter min mening er det en vigtig egenskab at kunne forholde sig kritisk og nysgerrigt til de informationer, vi dagligt bliver bombarderet med fra utallige kilder – både troværdige og utroværdige. Det gælder alt fra sociale medier, journalister og politikere til naboer, venner og familie. At udøve factfulness er et vigtigt redskab til at træffe oplyste og velovervejede beslutninger.

God weekend, og GOD læselyst