Emma anbefaler "The Gilded Age"
Drama, smukke kostumer og godt skuespil
Af dmja

Trænger du til en weekend på langs? Emma anbefaler at du skal se TV-serien "The Gilded Age". Emma svarer på fem spørgsmål om serien:
- Hvorfor anbefaler du netop denne serie?
Som en, der elsker bøger, film, serier osv. der foregår i 1800-tallet var det svært for mig ikke at blive vild med denne tv-serie. Den har det hele drama, spænding, interessante historiske detaljer og ikke mindst fantastisk flotte kostumer og balscener. - Hvad inspirerede dig til at se serien?
Som sagt, så elsker jeg ting, der foregår i 1800-tallet og ”the Gilded Age” er en specielt fascinerende tidsalder, der var med til at lægge fundamentet for det moderne USA med alt, hvad det indebærer. Det er ikke en tid, der er lavet mange film/serier om, så jeg var nødt til at se den. - Hvad kunne du specielt godt lide ved serien?
Kostumerne og kulisserne! Der er virkelig ikke sparet på noget. Det hele er ekstremt ekstravagant, så meget, at man godt kan sidde lidt med en dårlig smag i munden når man tænker på hvilken bekostning det kom på dengang. Men det er tydeligvis helt bevidst, hvilket vidner om et meget stort fokus på detaljer. En anden ting jeg lagde mærke til, var de fantastiske skuespillere, der var castet – både nye og kendte ansigter. - Har du set andet af samme kunstner?
Flere af skuespillerne har jeg set før i andre roller. Specielt skuespillerinden Christine Baranski skinner virkelig igennem i denne rolle, som den stolte repræsentant af ”the old money” og fortidens måde at gøre tingene på. I bedste Maggie Smith-stil kommer hun med et utal af spydige one-liners, der sidder lige i skabet og får en til at trække på smilebåndene. Oveni det er serien lavet af den samme mand, der også står bag ”Downton Abbey”, Julian Fellows, hvilket er meget tydeligt, og også forklarer seriens skyhøje kvalitet. Han har sågar været ude at sige, at den foregår i samme historieverden som Downton Abbey, bare en del år tidligere og i USA. Og, at han på et tidspunkt i serien, overvejer at introducere nogle af de karakterer, vi kender fra Downtown. Lighederne mellem de to serier er heller ikke svære at finde. The Gilded Age er fortalt i samme underspillede og roligt fortællestil, som vi kender fra Downton Abbey. - Hvem vil du anbefale serien til?
Alle der kan lide serier/film, der foregår i andre tidsaldre, men jeg vil allermest anbefale den til alle, der elsker ”Downton Abbey” og ”Upstairs, Downstairs”. Serier med hjertevarme karakterer og en rolig fortællestil uden en masse action og 20 eksplosioner i hvert afsnit. Men til gengæld med drama og varme, der får dig til at smile og sidde limet til skærmen. Samtidig er det også en serie, hvor man kan lære lidt om tiden. Den er fyldt med masser af historiske detaljer og fakta.
God weekend!