Hvad læser forfatter Merete Pryds Helle
Forfatter Merete Pryds Helle fortæller:
I nedlukningstiden har jeg skrevet en masse; en ny roman er efterhånden så langt, at jeg kan se hvordan den bliver; jeg har skrevet en børnebog Donna finder hjem, som udsprang af en oversættelse jeg lavede af filosoffen Donna Haraway, om forholdet mellem hunde og mennesker Forbundne arters manifest. Udover det har jeg skrevet libretto til en opera, der handler om en række stærke dronninger i 14- og 1500-tallet.
Så hvad har jeg læst?
I virkeligheden mindre end jeg plejer, fordi jeg selv har skrevet så meget! Jeg har hørt lydbøger, mens jeg gik tur i skoven, Kirsten Thorups Indtil vanvid, indtil døden og jeg har læst agnes Henningsens erindringer og med stor fornøjelse Rachel Cusk og Colson Whitehead, der var nye bekendtskaber for mig. Desuden en masse fagbøger om guldsmede og 14- og 1500-tallets nordiske historie.
Jeg har læst min søn Sophus Helles oversættelse af Enheduanna, verdens første forfatter; og to digtsamlinger af Bodil Bech. Jeg har læst i Plinius den ældres kunsthistorie, der udkom i en meget smuk udgave sidste år; og jeg har hver dag læst Sundhedspolitisk tidsskrifts overblik over coronapandemien; den væste gyser, man kan tænke sig.
Det er jo glæden ved bøger
Så en blandet landboghandel; men det er jo glæden ved bøger, man kan finde en, der passer til det sted man er lige nu, og de må meget gerne være forskellige.