


Fokus på det kommende valg - paneldebat med unge politikere
I sidste uge satte biblioteket fokus på det kommende valg, hvor vi havde hele to arrangementer herom.
Ungdomsmediet Seismo afholdt paneldebat med folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet som emne i bibliotekets sal.
Paneldebatten livestreamet til landets skoler og gymnasier
Panelet bestod af repræsentanter for Radikale Venstres Ungdom, Venstres Ungdom, Konservativ Ungdom og Dansk Folkepartis ungdom, og hele debatten blev live-streamet via internettet til skoler og gymnasier over hele landet som undervejs stillede spørgsmål til panelet. Tilskuerne fik også mulighed for at give udtryk for, om de havde tænkt sig at stemme JA eller NEJ til folkeafstemningen både før og efter debatten, og vi kan kun glæde os over at antallet af tvivlere, der havde svaret ”ved ikke” ved den første afstemning ved debattens afslutning var blevet halveret fra 20 til ca. 10%.
Oplev selv ungedebatten på YouTube
Hvis du har lyst til selv at opleve ungedebatten, kan du se den på Seismos youtube-kanal lige her.
Biblioteket havde inviteret til oplysende foredrag om hvad det er, vi skal stemme om
Samme dag havde vi besøg af Christine Nissen, der er ved forsker i international politik, sikkerhed, vestlig interventionisme og EU ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hun gennemgik helt neutralt det danske forbeholds historie og betydning for Danmark, konsekvenserne for Danmark i fremtiden med og uden forbeholdet samt hvad EU’s forsvarspolitik egentlig indebærer, både nu og i fremtiden. Det kom der også en rigtig god debat ud af i salen mellem de mange fremmødte - og forhåbenlig gik de fleste derfra med et klarede billede af, hvad man vil stemme den 1. juni.
Arrangementet var arrangeret af Guldborgsund-bibliotekerne på vegne af Europe Direct Sjælland og i samarbejde med foreningen Nyt Europa
Brug din stemme
Vi opfordrer alle til at bruge sin stemme. Det er vigtigt, at vi alle får lov til at ytre vores mening - og det er vigtigt at støtte op om demokratiet. Husk, at du også kan brevstemme på alle vores lokationer frem til og med den 28. maj.