Fredagsanbefalingen

Lene anbefaler "Brobyggerne"

En romanserie om byggeriet af Bergenbanen

Af dmja

Lene anbefaler "Brobyggerne" af Jan Guillou og svarer på 5 spørgsmål om bogen:

  1. Hvorfor anbefaler du netop denne bog?

    Jeg læste bogen i min sommerferie, hvor vi skulle med Bergensbanen. Bogen handler bl.a. om tilblivelsen af Bergensbanen, så det gav noget ekstra både at være i Bergen og køre med toget langs denne bane.
  2. Hvad inspirerede dig til at læse bogen?

    Jeg kan godt lide at læse om de steder, vi besøger. Lige denne romanserie af Jan Guillou havde jeg aldrig fået læst, så destinationen denne sommer var en god anledning til at starte på serien.
  3. Hvad kunne du specielt godt lide ved bogen?

    Bogen/serien handler om tre brødre, der på baggrund af triste omstændigheder får nogle enestående muligheder for at uddanne sig til ingeniører. Jeg blev mest fanget af kapitlerne, der foregår i Norge, hvor byggeriet af Bergensbanen finder sted. Hele romanserien handler om Lauritzen-slægten; fortalt gennem de tre brødre Lauritz, Oscar og Sverre. Samtidig med deres historier, hvor kærligheden har store og afgørende konsekvenser, så handler serien også om de teknologiske fremskridt i det 20. århundrede - kolonialisme, kvindefrigørelse og meget andet.
  4. Hvem var din yndlingskarakter i værket og hvorfor?

    Jeg kunne bedst lide Lauritz. Han er den af brødrene, der påtager sig ansvaret og står for opbygningen af Bergensbanen.
  5. Hvad lærte jeg af at læse bogen?

    Bogen giver indblik i rigtig mange aspekter om det at opbygge jernbaner, og også al det praktiske omkring sådan et projekt: Vejrforholdene, arbejderne, der skal flytte med jernbanen, efterhånden som den bygges, geografien og de enorme forskelle der er på at bygge banen over en så lang strækning, som Bergensbanen er. Der er store geografiske forskelle på de områder, og det udfordrer både ingeniøren, arbejderne og alle der er omkring dem, mens byggeriet står på.

Rigtig god læselyst og god weekend