Anette står skulder til skulder med Jussi Adler-Olsen

Anette anbefaler "syv m2 med lås"

12.01.24
Så blev det tid til tiende og sidste bog i krimiserien af Jussi Adler-Olsen om Afdeling Q.

Jeg har ventet i spænding på afslutningen! Ved Bogforum i Bellacenteret i november 2023 fik jeg signeret bogen af Jussi, og det var en stor oplevelse at møde ham igen. I efterhånden mange år har vi fulgt Carl, Assad, Rose og senere Gordon i Afdeling Q, som har løst utallige uopklarede kriminalsager.

Jeg har læst bøgerne løbende gennem årene, men måtte lige opdatere mig selv på bog 9 som hedder Natrium Chlorid inden jeg kunne gå i gang med den tiende bog ”Syv m2 med lås” Det kan være udfordrende at huske, hvad der præcis er sket i de første 9 bøger. Der er rigtig mange personer at holde styr på og mange mange hændelser.

Fængslet

Carl blev anholdt og fængslet i slutningen af bog 9 efter fundet af en kuffert på hans loft. En kuffert, som han havde opbevaret for Anker, og som Carl påstod, han ikke kendte indholdet af. Siden første bog har vi på sidelinjen hørt lidt om Carls tidligere kollega Hardy, som har boet hos Carl en årrække. Han blev lammet efter sømpistolsagen, som dræbte deres kollega Anker, sårede Carl og altså invaliderede Hardy. Her i 10 bog får Hardy igen en helt ny betydning for handlingen.

Et farligt liv for Carl begynder i fængsel omgivet af kriminelle, som vil slå ham ihjel. Så det er på ingen måde et sikket sted at opholde sig. Der er udsat en dusør på en million for at få slået ham ihjel. En kamp mod tiden udspiller sig også udenfor murene imellem stærke kræfter. Den ene gruppe for at beskytte ham og den anden gruppe for at slå ham ihjel. Personer fra af tidligere bøger får igen en stor betydning for afslutningen på hele serien.

De tro væbnere

Drabschefen på Politigården Marcus Jacobsen er ikke til stor hjælp. Det virker langt hen ad vejen, som om han modarbejder Carl. I det hele taget virker det som om, at mange har stemplet Carl skyldig. De tro væbnere fra afdeling Q, Assad, Rose og Gordon får besked på ikke på nogen måde at måtte kontakte Carl, eller fordybe sig i den tidligere ”sømpistol sag”– Men det gør de jo selvfølgelig i det skjulte. Ligeledes prøver Carls kæreste Mona at hjælpe ham så godt hun kan, men det er en svær opgave.

Det er en megaspændende afslutning på serien, med fart over handlingen, hvor jeg selvfølgelig ikke vil røbe afslutningen. Det var som altid svært at slippe bogen igen, når man først var kommet i gang. Ja, på en måde er det helt sørgeligt at skulle tage afsked med det geniale persongalleri af efterforskere.

God weekend og god læselyst!

Materialer
Jussi Adler-Olsen: Syv kvadratmeter med lås : krimithriller
GennemseGennemse
  • Bog

Syv kvadratmeter med lås : krimithriller

Af Jussi Adler-Olsen (2023)
Selveste Carl Mørck ryger i fængsel! Fortiden har indhentet den kontroversielle efterforsker. Men hvem er det, der er...
Læs mere