Nicolai anbefaler "Flugt"

06.10.23
En af mine stærkeste litterære oplevelser i den seneste tid, er uden tvivl Carl Frode Tillers seneste roman, ”Flugt”, som omfavner hvordan vi som mennesker tackler den allerstørste sorg.

Juleaften tager Elisabet og Sakarias på kirkegården for at besøge deres søns gravsted. De har mistet deres 12-årige søn Johannes og tabet har splittet de to, så de ikke længere lever sammen. Denne nat tilbringer de dog sammen og det er som om Johannes er med dem denne nat.

Romanen fletter forældrenes historie sammen med episoder fra Johannes’ liv. Johannes har ingen venner, er ensom, holder sig helst for sig selv og er kun rigtig glad, når han er i selskab med hunden Bonzo, og lader som om han og hunden er veninder. Johannes får aldrig fortalt sine forældre om sit ønske om at være en pige, derfor når Elisabet og Sakarias aldrig Johannes’ sande identitet at kende.

Bogen er konstrueret på udfordrende facon: Johannes, Elisabet og Sakarias optræder alle tre som jeg-fortællere. Synsvinklen skifter fra den ene til den anden og i tid og sted. Det er udfordrende for læseren, men det fungerer virkelig godt når man har vænnet sig til formen.

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Flugt : roman

Af Carl Frode Tiller (2023)
Juleaftensdag mødes Elisabet og Sakarias for sammen at besøge deres søns grav. De ender med at tilbringe natten samme...
Læs mere