Tines fredagsanbefaling

23.02.24
Tine sidder klar med #fredagsanbefalingen og denne gang handler det om en slægtsroman for børn.

Jeg vil gerne anbefale børnebogen “Min tipoldefar var russer og havde slangekrøller” af Sally Altschuler.

Bogen er en lidt ældre børnebog fra 2011, skrevet til børn i alderen 8-12 år.

Jeg faldt over bogen på hylden en dag på grund af den lidt pudsige titel - og samtidig er den skrevet af Sally Altschuler, som har skrevet en del børnebøger, men som jeg aldrig har læst noget af.

Og her kommer jeg til den næste ting, der slog mig - for det viser sig, at Sally er en mand og ikke som jeg (og tilsyneladende mange andre) helt automatisk gik ud fra, er en kvinde. Sally er en forkortelse af Salomon, som er et kendt jødisk navn - så blev jeg så meget klogere.

 Nå, men tilbage til bogen, som er en slægtsroman. En jødisk familiehistorie, hvor man hører om Sallys tipoldeforældre og deres familier, med rødder i Rusland og Polen, og hvordan de i 1912 mere eller mindre tilfældigt ender i Danmark.

 Bogen består af en masse små og sjove historier om Sally Altschulers forfædre - fra tipoldeforældrene fra omkring 1860’erne og frem til hans farmor og farfar i tiden op til 1. Verdenskrig. Historier, der er fortalt fra den ene generation til den anden og nu lever videre i en bog. Eller faktisk to bøger, for Sally har også skrevet den samme familiehistorie, bare til voksne. Den hedder “En engel bag øret”.

Det er spændende at læse om livet for fattige jødiske familier i Rusland og Polen, samtidig med at de personlige historier er flettet sammen med kultur og historiske begivenheder.

En underholdende og varm bog som du kan finde lige her 

 

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Min tipoldefar var russer og havde slangekrøller

Af Sally Altschuler (2011)
En række selvbiografiske slægtsfortællinger om forfatterens fattige jødiske forfædre i 1800-tallets Rusland og Polen
Læs mere